Kontaktpersonsordning

Kontaktpersonen er en voksen, der i samarbejde med den barnet, den unge og familien, kan støtte og vejlede i forhold til at barnet eller den unge skal trives bedre.

Kontaktpersonerne

Kontaktpersonsopgaverne bliver varetaget af Familiekonsulenter, som er ansat i Familiehuset. Alle medarbejdere har en baggrundsuddannelse og erfaring i at arbejde med børn og unge.

Kontaktpersonsordningen

I samarbejde med familien vil kontaktpersonen arbejde med den unge, så den unge i højere grad kan:

  • Mestre en almindelig hverdag
  • Trives i familien
  • Trives i skolen/uddannelse
  • Have et aktivt fritidsliv
  • Indgå i sociale relationer

Kontaktpersonerne arbejder ofte:

  • Ude i nærområdet
  • I hjemmet
  • På skolen
  • I fritidsklubber

Kontaktpersonerne gør stor brug af de mange tilbud, som Nyborg og omegn har i forhold til fritidsliv og daglige aktiviteter for eksempel træningscenter, stranden, volden, minigolfbanen, svømmehallen, klubber med mere. Dette giver også den unge et kendskab til aktiviteter og muligheder i nærområdet, og en mulighed for at opsøge og træne sociale relationer. 

Samarbejde og netværk

Kontaktpersonen arbejder sammen med dem, der er relevante for den unge. Det kan være uddannelsessted, myndigheder, sundhedsvæsenet, SSP, samt klubber og foreningsliv.
Det er vigtigt for os, at familien og netværket inddrages i forløbet.
Kontaktkorpset arbejder mod, at den unge skal udvikle sig og lære at anvende eget netværk og egne relationer.

Indsatsen

Man starter med et "opstartsmøde", hvor den unge og familien præsenteres for "kontaktpersonen" samt handleplan af sagsbehandler. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen og opstille konkrete mål for barnet/den unge og forældrene, samt indsatsens forventede varighed.
Familien forpligtiger sig i samarbejde med kontaktpersonen, til at deltage aktivt i, at den unge får et godt forløb. 

Opfølgning

Efter 3 måneder er der "opfølgningsmøde". "Kontaktpersonen" udarbejder en statusrapport til familien og sagsbehandleren.
Herefter afholdes der statusmøde hver 6. måned eller efter behov.